"Den sande Ida" urevideret

Her er mørkt, her er overskyet og vinden har lagt sig som et tykt lunkent tæppe over min by. Jeg går med Nirvana i ørene og naturligt falder mine tanker på dig. Jeg har lige set dig, men du arbejde så, alt jeg fik sagt til dig var, ” Hej. ” Oven i det kom det halvkvalt ud i et host.

Jeg går nu og tænker på dig, og den tid vi tilbragte sammen i Bogense. Det virkede så rigtigt dengang, hvordan vores blik fandt hinanden. Hvordan vi lod dem hvile ved hinanden i små, korte, uforglemmelige øjeblikke, før vi igen blev revet med af vores venner på nye eventyr. Det var som om jeg kunne se min fremtid udspille sig for øjnene af mig, i de korte glimt af glæde.

Tænker du også på da? På stranden, natten og den uvirkelige stilhed der var når vi gad nyde den? Og på de følelser vi havde men ikke turde dele, eller var og er det kun mig? Mig der har den dårlige vane med at dvæle i fortidens forfærdelige, halv-glemte eufori?

Da jeg så dig her i dag, indså jeg hvor lille du egentlig var. Det er ikke fordi jeg tænker på dig som en stor kvinde, hverken i omkreds eller højde, men fortidens rosenrøde solbriller har bare forgyldt dig i et specielt lys, som fik mig selv til at virke lille og ubetydelig. Men, som jeg så dig gå og samle glas ind på ’din’ café, virkede du som alle andre, ikke længere uopnåelig, kongelig eller på en piedestal. Du var som alle os andre, unik på din helt egen måde, med din helt specielle stemme, som man kunne finde blandt tusinde. I det øjeblik bankede mit hjerte som besat og jeg troede at jeg igen var blevet forelsket i dig, men på min tur hjem indså jeg noget; jeg så dig som jeg aldrig har set dig før, som du er. Væk var den over-gearede Ida og tilbage var den sande.